Stensdal Group er sponsor på opførelsen af ny skolebygning til 200 elever i Nepal

Vi tager også ansvar for byggerier, der giver lys i mørket – i Nepal

En dag kom Søren Stensdal hjem fra et møde og fortalte begejstret om den danske fond Human Practice Foundation. Og når man først har tændt lyset i hans øjne, er det svært at slukke igen. Heldigvis.

Derfor har vi hos Stensdal Group valgt at støtte et udvalgt projekt: nemlig opførelsen af en ny, jordskælvssikret skolebygning på Pathivara Basic School, der ligger i en lille landsby i Taplejung District i det nordøstlige og meget ufremkommelige Nepal. Området er faktisk så svært tilgængeligt, at det tager ca. to timer at vandre op ad bjerget – fra den nærliggende vej.

Hjælp til selvhjælp i en lille landsby

I landsbyen bor der ca. 420 mennesker, der lever af landbruget og stort set ingen indkomst har. De producerer nemlig lige akkurat nok til at kunne leve – uden at kunne sælge og gøre det til en levevej. Uddannelsesniveauet er lavt og dermed er landsbyens vej ud af fattigdom meget begrænset. Derfor er en ny, moderne skole essentielt for det lille samfund.

Det er vi glade for at medvirke til – ved at betale for hele opførelsen af den nye skolebygning. Byggeriet starter i februar og forventes afsluttet i december 2019. Den gamle skole er i meget dårlig stand og var i 2015 ramt af et jordskælv, der har gjort forholdene sølle og svære at undervise i. Der bliver otte klasseværelser til de ca. 200 elever.

Ved at opføre en ny jordskælvssikret skolebygning vil eleverne få langt bedre forhold og ikke behøve frygte, at skolen falder sammen ved førstkommende jordskælv. For der vil ganske sikkert komme flere.

Sikrer også arbejde til lokale arbejdere

I byggeperioden bliver der beskæftigelse til ca. 60 lokale arbejdere, ligesom andre lokale også bidrager med materialer til byggeriet. Målet er, at de lokale inddrages i så høj grad som muligt, så de tager ejerskab og får skabt økonomisk uafhængighed af os som sponsor. Derudover arbejder Human Practice Foundation sammen med de lokale myndigheder for at skabe bæredygtighed for skolen, når projektet er afsluttet.

Når skolen er færdig, vil ca 200 elever få en uddannelse, som giver dem større chance for at få et bedre liv.

Det første skridt i den gode cirkel for unge nepalesere

I Nepal er ca. 40% af befolkningen analfabeter og 30% lever under FN’s fattigdomsgrænse. Derfor er der mange unge, der lokkes til andre lande og ender med at arbejde og leve under umenneskelige forhold. Unge piger og drenge tvinges ud i prostitution og mange kommer aldrig hjem igen. Denne onde cirkel er en plage for Nepal.

Uddannelse er derfor et lys i mørket. Det første skridt i den gode cirkel. Human Practice Foundation arbejder for, at børnene lærer at læse, skrive, tælle og tale engelsk. Grundlæggende færdigheder, som giver børnene mulighed for en dag at få et anstændigt job eller endda skabe deres egen forretning.

Donationen går 100% til opførelsen af den nye skolebygning

Vi har valgt at støtte gennem Human Practice Foundation – netop pga. organisationens tilgang til udviklingsarbejdet. Grundlæggerne og de involverede kræfter bag er alle respektable med stærk kommerciel baggrund – drevet af medfølelse og dedikation. Faktorer vi, som sponsor, køber ind i. Vi glæder os samtidig over, at vores donation til opførelsen går 100% til arbejdet lokalt.

Vi køber ind i løftet, som Human Practice Foundation har givet – at bryde den onde cirkel og vende tingene rundt for at gøre livet bedre for dem, der er i nød.

Læs mere om Human Practice Foundation og følg projektet på vores sociale medier. 

 

OM STENSDAL GROUP A/S:

Stensdal Group A/S har i mere end 30 år udviklet og investeret i fast ejendom. Vi ejer og udlejer en portefølje på over 100.000 m2 kontor- og logistikejendomme i Storkøbenhavn og udvikler ejendomsprojekter inden for både bolig og erhverv. Stensdal Groups hidtil største projekt er udviklingen af Favrholm City, en helt ny bydel syd for Hillerød. Derudover investerer vi i en række andre virksomheder uden for ejendomsbranchen.