Stensdal Group styrker organisationen med ansættelsen af såvel Ejendomsinspektør som Kommunikationschef

Med over 100.000 m2 i ejendomsporteføljen er Stensdal Group nået til et stadie, hvor det er naturligt at udvide medarbejderstaben med nye funktioner. Derfor styrker man organisationen med ansættelsen af en Ejendomsinspektør og en Kommunikationschef, der begge er tiltrådt 1. september 2018.

Med nyansættelserne styrker vi helt nødvendige områder for vores organisation, så vi glæder os til, at såvel lejerne som markedet vil opleve større synlighed fra vores side”, siger Søren Stensdal.

Søren Andersen, ejendomsinspektør
I takt med større portefølje af ejendomme, der skal passes og servicemæssigt leve op til Stensdal Groups høje standarder, er Søren Andersen tiltrådt som ejendomsinspektør. Søren har en baggrund som Course Manager i Køge Golfklub og har også passet ejendommene og banerne i Brøndbyernes I/F. Han kommer fra en stilling som selvstændig og har i mange år vedligeholdt og renholdt ejendomme og anlæg i både ind- og udland. Derudover har han en fortid som professionel fodboldspiller.

Marie-Louise Munter, kommunikationschef
Større fokus på kommunikation og branding af Stensdal Group har ført til ansættelse af Marie-Louise Munter, der er tiltrådt en nyoprettet stilling som kommunikationschef. Hun har en baggrund som bl.a. presse- og kommunikationschef fra både medie, design og arkitektur, har stor digital erfaring som Head of Social fra detailhandlen og har senest været arbejdende bestyrelsesformand/interim direktør i Erhvervsforum Roskilde. Marie-Louise Munter er deltidsansat og arbejder derudover som professionelt bestyrelsesmedlem og selvstændig.