Selvfølgelig har vi en ejendom i Hersted Industripark – tæt på Ring 3 i Glostrup
Formervangen 11-13, 2600 Glostrup | kontor | showroom | lager | montage
Vi ejer og driver denne 1-plans erhvervsejendom på Formervangen i Glostrup – i et af Storkøbenhavns store erhvervsområder, Hersted Industripark, som er hjemsted for mange kendte virksomheder. Ejendommen har fire lejemål og et samlet udlejningsareal på ca. 3.800 m² fordelt på ca. 2.600 m² lager/produktion og ca. 1.200 m² kontor. Grundarealt er indhegnet med aflåselige porte. Facaden er nyrenoveret med sort, filset murværk, nye døre og vinduer samt ny udendørsbelysning. Alt i alt en rigtig god ejendom i et kvarter, alle kender – med god infrastruktur for både bil, bus og tog – og kommende letbane inden for rækkevidde.
Vidste du, at Hersted Industripark i 1960’erne blev etableret som et af de mest visionære erhvervsområder i udkanten af København?
Det var udflytningen af industriarealer fra København, der banede vejen for, at de tidligere landbrugsjorde blev opkøbt og forvandlet til erhvervsareal. Initiativtagerne Sven Lorenzen og Erik Friehling sørgede for, at det blev et nyskabende, topmoderne erhvervsområde med høje æstetisk krav til byggerier og med fokus på god plads, grønne arealer og gode vejforbindelser med Ring 3 “i baghaven”.
Visionen var, at “kvarteret skulle være lige så smukt, som det var funktionelt” med bl.a. retningslinjer for byggerierne, skiltning, beplantning m.m. Brede, grønne arealer mellem bygninger og veje præger den dag i dag stadig området og giver det lys og luft, og det er heller ikke så underligt, at det dermed hurtigt blev et forbillede for lignende kvarterer i både Danmark og udlandet. Bl.a. gjorde datidens byggeteknikker og byggesystemer, at man kunne opføre store spænd uden søjler, så arkitekturen i erhvervsområdet var ny og moderne – og en studietur værd. Under højkonjukturen i 1960’erne blev det Nordeuropas største og i 1964 var alt byggemodnet og klar til at tage imod 90 moderne virksomheder. I 1990’erne startede en forvandling, hvor flere virksomheder havde flyttet produktion til udlandet og mange af bygningerne derfor blev transformeret til kontor- og service.
Hersted Industripark blev etableret som Nordeuropas
største og mest visionære erhvervsområde.