Danmarks største værkstedskæde inden for autoglas, Dansk Bilglas A/S, overtager i dag 1.300 m² hal og kontor i Stensdal Groups ejendom på Vallensbækvej 47 i Brøndby. For Dansk Bilglas er placeringen af den nye afdeling et ”kernepunkt” i forhold til det automotive marked, som er stærkt repræsenteret i området.
”Vi er i gang med en proces hvor vi arbejder os tættere på kunden med den ændrede demografi og de nyere generationers forventninger til et udvidet serviceniveau. Vores kunder forventer professionalisme, tilgængelig og fleksibilitet. Derfor satser vi kraftigt på udvidet mobilservice og moderne og fremtidsorienterede afdelinger i de trafikale knudepunkter”, fortæller adm. direktør i Dansk Bilglas, Thomas Harbo.
Derfor glæder Dansk Bilglas A/S, der har 55 år på bagen og 35 afdelinger i hele Danmark, sig ekstra over den nye afdeling på Vallensbækvej 47 i Brøndby, som med sin centrale placering midt i et trafikalt kernepunkt er en ønskebeliggenhed.
”Inden for det automative eftermarked er dette en fantastisk placering for os – med en stærk repræsentation af bilforhandlere, leasingselskaber og forsikringsselskaber, ligesom trafiktællinger også viser, privatbilisten er stærkt repræsenteret i området”, siger Thomas Harbo.
Fortrinligt samarbejde med Stensdal Group
Om samarbejdet med Stensdal Group siger Thomas Harbo:
”Samarbejdet med Stensdal Group har været fortrinligt. Sammen har vi arbejdet på at finde fælles gode løsninger. Løsninger, der både tjener Dansk Bilglas i forhold til den ønskede standard og kvalitet, som vi satser på fremadrettet, men også med en klar holdning til at disse tiltag skal være værdiskabende for begge parter på lang sigt. Vi har oplevet en pragmatisk tilgang fra Stensdal – uden at der er gået på kompromis med kvaliteten.”
Med overtagelsen på Vallensbækvej 47 flytter Dansk Bilglas en afdeling fra Ishøj til Brøndby og er klar til at modtage kunder allerede fra på mandag.
”Ved at flytte en af vores store afdelinger til Brøndby, opnår vi flere fordele. Ud over beliggenhedens åbenlyse fordele, er selve bygningen også ideel for os, bl.a. fordi vi får plads til et stort stødpudelager af ruder og reservedele. Vi ser frem til et spændende samarbejde, og hvis chancen byder sig, er det meget tænkeligt at vi kan finde andre lokationer, hvor vi kan samarbejde med Stensdal Group”, slutter Thomas Harbo, adm. direktør i Dansk Bilglas A/S.
30. november 2018.