Historisk regnskab for Stensdal Group: Koncernens bedste resultat nogensinde

20. januar 2021

Årsregnskabet for 2020/21 for Stensdal Group er koncernens bedste med et resultat på 188 mio. kr. før skat. Det er bl.a. strategien om udvikling af ejendomme til egen portefølje, der nu konkret viser sig i årsregnskabet.

I perioden 1. oktober 2020 – 30. september 2021 har Stensdal Group realiseret en omsætning på 139,2 mio. kr. mod 126,4 mio. kr. året før. Årets resultat udgør 188,5 mio. kr. før skat mod 35,5 mio. kr. året før, og resultatet efter skat lander på 148,1 mio. kr. mod 32,4 mio. kr. året før. Resultatet betegnes som yderst tilfredsstillende.

Den bogførte egenkapital er opgjort til 514,5 mio. kr. mod 366,5 mio. kr. i 2019/20, mens balancen er øget fra 921 mio. kr. til 1.123,5 mio. kr.

Koncernen udvikler løbende sine ejendomme, i form af byggeri, renovering, forbedret udlejning m.v., hvilket medfører en betydelig værdiskabelse. I årets resultat indgår værdireguleringer af investeringsejendomme med 140,6. Heraf fremkommer 19,7 mio. kr. som følge af ændrede afkastkrav på enkelte ejendomme, mens den resterende del, 120,9 mio. kr., direkte afspejler de værdier, der skabes i udviklingsprocessen.

”Dette årsregnskab afspejler bl.a., at vi for alvor eksekverer på den del af vores strategi, der handler om at udvikle og drive boligejendomme. Udviklingen af i alt 178 rækkehuse til udlejning i Ammendrup Park i Helsinge, er første skridt hen mod at opbygge en ejendomsportefølje med boliger, der skal supplere vores portefølje af erhvervsejendomme. Vi forventer, at boligdelen bliver et af de bærende elementer i koncernen fremadrettet”, lyder det fra CEO Søren Stensdal.

Stensdal Group ejer og driver en portefølje på mere end 130.000 m2 erhvervslejemål i Storkøbenhavn. Forbedringer og vedligeholdelse af disse ejendomme, til fortsat at være i den særlige Stensdal-stil, har også præget året, ligesom koncernen erhvervede det hidtidige danske hovedkvarter for medicinalselskabet Roche, i løbet af regnskabsåret.

Udover den voksende portefølje af investeringsejendomme, indgår der flere interessante udviklingsprojekter i koncernen, der forventes at materialisere sig i de kommende år.

Koncernen beskæftiger sig, udover de ejendomsrelaterede aktiviteter, også med investering i virksomheder, hvor de mest betydende er aktiemajoriteten i det internationale marketingbureau og SaaS-virksomhed, Anthill Agency A/S og en ejerandel på 50 % af parkeringsselskabet ParkZone A/S. Begge virksomheder har gode resultater og er inde i en stærkt positiv udvikling.

Stensdal Group står dermed stærkere end nogensinde, og Søren Stensdal ser også store potentialer for fremtiden:

”Jeg er selvfølgelig både glad for og stolt over, at vi som samlet gruppe kan præstere et så stærkt resultat. Samtidig med, at vi vokser kontrolleret, formår vi at løfte soliditeten yderligere, fra i forvejen pæne 39,8 % i forrige regnskabsår, til 45,8 %. Alt andet lige giver det en investeringskapacitet, som vil åbne flere spændende muligheder for os i det kommende år. Samtidig styrker vi løbende organisationen, så fundamentet for en positiv udvikling, også i den henseende er på plads.”

OM STENSDAL GROUP A/S:

Stensdal Group A/S har i mere end 30 år udviklet og investeret i fast ejendom. Vi ejer og udlejer en portefølje på over 130.000 m2 kontor- og logistikejendomme i Storkøbenhavn og udvikler ejendomsprojekter indenfor både bolig og erhverv. Derudover investerer vi i en række andre virksomheder udenfor ejendomsbranchen.