fbpx

Iværksættervirksomhed valgte Stensdal-lejemål i Kastrup

Stensdal Groups kontorlejemål i ejendommen på Oliefabriksvej i Kastrup er et perfekt afsæt for vækstdrømmene i Raydia, der producerer annoncefilm for ejendomsmæglere og skaber målbare resultater gennem målrettede annoncer på sociale medier.

Virksomheden, der blev startet for to år siden og i dag har otte ansatte, var vokset ud af lokaler på Islands Brygge. Presset var derfor stort med kun en uge til at finde nye kontorlokaler.

”Vi havde opsagt vores eksisterende lokaler og troede, at vi skulle flytte fra Islands Brygge til Frederiksberg. Men her blev vi mødt af en urimelig udlejer, så vi valgte at kigge videre”, fortæller Patrick Raymond Hansen, Managing Director i Raydia. En konsulentvirksomhed, der samarbejder med en lang række forretninger fra Nybolig, danbolig, home, EDC, RealMæglerne og LokalBolig.

Underskrev lejekontrakt torsdag og flyttede ind fredag

Den akutte situation gjorde dog ikke direktøren nervøs.

”Der var ikke andet at gøre end at tage det i stiv arm og få mæglerne til at arrangere fremvisninger. Derfor så jeg en del lokaler. Det var dog først, da jeg fik fremvisningen af Stensdals lejemål i Kastrup, at alt faldt i hak for os. Det var helt i tråd med, hvad vi søgte”, siger Patrick Raymond Hansen om lejemålet, der er 178 m2 beliggende i ejendommens stueetage.

Tidligere sad virksomhedens fem medarbejdere i et storrumslokale. Erkendelsen herfra var, at der var brug for selvstændige kontorer. Særligt med tre nyansættelser bestående af to sælgere samt en filmfotograf.

”Efterhånden som vores organisation er vokset, gik det ikke længere at vi alle sad i samme lokale. Det at kunne lukke en dør under kundekald var et stigende behov. Dette er nu blevet muligt i vores nye lokaler. Samtidig er her plads til at vokse yderligere. Her er gode parkeringsforhold og ikke mindst god adgang til vejnettet omkring København. I Kastrup er vi kun 10 minutter længere ude af Københavns centrum i forhold til, hvor vi kom fra”, fortæller Patrick Raymond Hansen.

Imødekommende udlejer og hurtig ekspedition

Hos Stensdal Group blev Raydia mødt med stor imødekommenhed og fleksibilitet i forhold til at få enderne til at mødes.

”Den 1. april skulle vi være ude af vores lokaler kl. 12 og samme dag fik vi nøglerne til det nye lejemål. Hvilket var dagen efter, at vi havde underskrevet kontrakten. Lokalerne blev istandsat med maler-, gulvarbejde og rengøring på kun fire arbejdsdage. Så vi kan ikke være mere tilfredse med forløbet”.

Fra Stensdal Group var det Head of Asset Management, Uno Sand, der fremviste lejemålet til Raydia efter henvisning fra Morten Brygge, Chef, Udlejning og Asset Management hos Andersen Erhverv. 

”Vi har, ligesom med mange af vores øvrige ejendomme, løftet standarden på lejemålene i ejendommen på Oliefabriksvej. Og er glade for, at det lykkedes at rykke så hurtigt på istandsættelsen, så Raydia kunne falde hurtigt på plads i de nye rammer”, siger Uno Sand.

Raydias kerneprodukt er Facebook og Instagram Ads samt filmproduktion til ejendomsmæglere. Deres vision er at blive førende inden for alt online annoncering til ejendomsmæglere. Med de nye rammer i Stensdal-ejendommen tæt på E20 og lufthavnen er Raydia klar til at gå efter visionen om at dække hele Danmark.

7. april, 2022