Stensdal Group styrker organisationen frem mod 2021. Det sker på baggrund af øget aktivitet gennem hele 2020, hvor koncernen har oplevet fremgang til trods for Covid-19.
Senest har vi ansat Morten Lindhard, der kommer fra Kemp & Lauritsen. Morten vil fra januar styrke Teknikafdelingen som Senior Facility Manager og vil bl.a. stå for den tekniske drift af ejendomme og projektering af eksisterende og kommende lejemål. Med en baggrund som uddannet elektriker, tidligere selvstændig, konsulent og projektleder er vi sikker på, at det bliver et godt match.
Teknikafdelingen er også udvidet med ansættelsen af Bygningskonstruktør Heidi Mittag. Heidi tiltrådte i november og er allerede godt i gang med projekteringsopgaver til ombygning og indretning af lejemål, kontrol af entreprenørpriser på ombygninger og meget mere. Især visualisering af lejemålsindretninger vil gøre en stor forskel både internt og eksternt, hvor vi nemt kan dele vores visioner og ideer om lejemål til kommende lejere. Vi glæder os meget over at have fået Heidi med på holdet.
I Ejendomsservice består teamet nu, ud over Ejendomsinspektør Søren Andersen, af Ejendomsassistenterne Lene Filthuth Larsen og Oliver Juel Lindhard, der hver dag tager serviceniveauet til det høje niveau, som Stensdal Groups lejere kan forvente. Lene har erfaring fra såvel anlægsgartner som greenkeeper og har tidligere arbejdet hos bl.a. Skjoldenæsholm Golf og senest Brøndby IF. Oliver har som yngste medarbejder hele arbejdslivet foran sig og har før ansættelsen været i lære som tømrer.
I maj 2020 udvidede vi Kommunikation med Liva Stensdal, der blev Kommunikationsassistent. Siden da har Liva bl.a. bidraget til udarbejdelse og markedsføring af ejendomsprospekter, vedligeholdelse og udvikling af hjemmeside, sociale medier, ejendomsfilm m.m. Fra 1. januar udgør hun, i hvert fald for en tid, alene afdelingen, da vores Kommunikationschef desværre har søgt nye udfordringer.
Med nyansættelserne er der i alt 17 medarbejdere på hovedkontoret i Brøndby.
Stensdal Group ejer og udlejer ejer og udlejer vi mere end 115.000 m² kontor- og logistikejendomme i Storkøbenhavn og projektudvikler inden for både bolig og erhverv. Lige nu er vores største projekter udviklingen af Favrholm City, en helt ny bydel syd for Hillerød, og Ammendrup Park, et nyt boligkvarter på 200.000 m² naturskøn grund i den sydlige del af Helsinge. Endelig investerer vi i en række andre virksomheder uden for ejendomsbranchen.
15. december 2020.