
Et kig ind i vores første DGNB-projekt
På Dybendalsvænget 3 i Taastrup er vi i fuld gang med at opføre en ny domicilejendom, som allerede er prækvalificeret til DGNB Sølv. Men hvad betyder det egentlig, når et byggeri bliver DGNB-certificeret – og hvorfor er det vigtigt?
DGNB (Deutsche Gesellschaft für Nachhaltiges Bauen) er en international standard, som vurderer byggeriet ud fra en helhedsbetragtning af miljømæssig, økonomisk, social, teknisk og procesmæssig kvalitet. Det er første gang, at vi i Stensdal Group arbejder med DGNB-certificering – og det markerer et naturligt skridt i forlængelse af vores ESG-indsats.
Certificeringen stiller skrappe krav til alt fra materialevalg og bygningens fleksibilitet til indeklima og driftsomkostninger. På den måde sikrer vi, at byggeriet ikke kun lever op til nutidens standarder, men også er gearet til fremtidens behov.
Den kommende lejer bliver MTAB Danmark A/S, som specialiserer sig indenfor transport, håndtering og opbevaring af følsomme produkter. Derfor stiller det, sammenlignet med en typisk logistikejendom, særlige krav til ejendommens sikringsniveau og tekniske funktionalitet, herunder brandbekæmpelse, fugtighedsstyring m.v. Netop disse behov spiller tæt sammen med DGNB’s fokus på kvalitet, robusthed og fleksible løsninger.
En vigtig drivkraft i certificeringsprocessen er Dorte Hartvig Knudsen, Kvalitets- og arbejdsmiljøchef hos Midtjysk Albyg, som varetager arbejdet med DGNB-kravene i det igangværende byggeri. I vores indslag nedenfor fortæller Dorte, hvordan tankerne bag byggeriet handler om at skabe en ejendom, der både er bæredygtig og fremtidssikret og med værdi for både miljø, mennesker og MTABs særlige behov.
Se videoen med Dorte Hartvig Knudsen, og hør mere om arbejdet med DGNB her: