Man skal kun et par skridt ind af døren i G&O Maritimes hovedkontor før blikket bliver draget mod den store hvide vægflade og de seks bogstaver, der tilsammen udgør virksomhedens strategiske fokus: Closer. Det handler ifølge CEO, Anders Egehus, om at være tættere på deres kunder og samarbejdspartnere, og arbejde tættere sammen. Både med hinanden og som en samlet enhed. Den tilgang har også banet vej for at se sig om efter nye, attraktive og moderne lokaler til deres hovedkontor, som bedre afspejler virksomhedens strategiske fokus og vækstambitioner. Med overtagelsen af deres nye lokaler, som danner ramme om deres hovedkontor, på Lundtoftegårdsvej 95 i Lyngby den 1. maj 2024, så er det ifølge Anders Egehuset vigtigt skridt på virksomheden rejse.
G&O Maritime, ledet af CEO Anders Egehus, er en global aktør inden for specialiserede kvalitetsprodukter til den maritime industri. Virksomheden er ikke blot en sammensat enhed, men en koncern, der siden 2014 har gennemført en række strategiske opkøb. “Vi tror, at vi gennem opkøb kan hjælpe mindre virksomheder med at udnytte deres fulde potentiale,” fortæller Anders Egehus. G&O Maritime består i dag af seks brands, som tilbyder niche produkter- og løsninger til den maritime sektor. Alle med klare målsætninger om, at bidrage til den grønne omstilling af den maritime industri. Til trods for, at G&O Maritime vækster og den globale tilstedeværelse favner bredt, så har virksomheden formået at bygge en virksomhedskultur, hvor det at være ’tættere på’ er kernen i alt, hvad de gør.
Velkommen indenfor
Tæthed og nærvær er også straks den følelse man bliver mødt af, når man træder indenfor hos G&O Maritime på Lundtoftegårdsvej 95 i Lyngby. Selvom det måske kan lyde som en kliché, så fristes man til at sige, at man får maritime associationer. For det føles lidt som en blikstille dag på havet: Atmosfæren er rolig. Det indbyder til fordybelse og koncentration. Ikke at forveksle med, at der er kedeligt. Tværtimod, så er der noget særligt og lidt magisk over stedet. Som når solens stråler bryder gennem morgendisen og skaber et skinnende spejl på havoverfladen.
Den moderne indretning. Placeringen af små åbne oaser, der indbyder til den uformelle snak over en kop kaffe, og muligheden for fordybelse i de farverige og lukkede lokaler. Det i kombination med lyset der bliver budt velkommen og lokalernes rummelighed og fordeling, udstråler en diskret elegance, der gør indtryk, hvor end man opholder sig i det knap 1.800 m2 store kontorlejemål. Kombinationen af forskelligartede rum, lejemålets mange vinkler, og gennemtænkte detaljer, afspejler meget præcist den rejse, som G&O Maritime har været på, og det fortsatte ambitionsniveau: Fra en mindre aktør, til i dag at være en sammensat global koncern under én fælles paraply, der tilsammen leverer løsninger til morgendagens udfordringer i den maritime industri.
Moderne Faciliteter byder fællesskabet velkommen
Det nye hovedkontor i ejendommen på Lundtoftegårdsvej 95 er indrettet med fokus på lys, rummelighed og fleksibilitet. Samtidig så har det været et meget bevidst valg at bryde det åbne storrumskontor med flere ’loungemiljøer’, som har til formål at fremme fællesskabet og den uformelle kaffesnak blandt kollegaer og gæster på kontoret. Pernille Stendevad, Head of Global Marketing, tilføjer: “Vi har nogle rammer, som er lyse og imødekommende, og samtidig spiller rummene hinanden gode. Det giver en optimal fordeling med en variation af storrumskontorer, loungeområder, og møderummene i midten af lokalerne gør, at lyset bliver budt velkommen overalt. Lokalerne er designet til at fremme og give de bedste forudsætninger for både individuelle arbejdsopgaver og samarbejde på tværs af teams.” Der når kun at komme en kort pause, hvortil Anders Egehus indskyder:
”Vi får det bedste af flere verdener ved at være her.”
Strategisk beliggenhed tæt på DTU
Før flytningen havde G&O Maritime deres hovedkontor i Allerød, hvor pladsen begyndte at blive en begrænsning: “Som Pernille sagde, havde vi brug for mere plads til at håndtere flere møder med vores kollegaer på de forskellige lokationer, og samtidig skabe et arbejdsmiljø, hvor kollegaerne kunne lukke sig inde og fordybe sig,” forklarer Anders Egehus. Valget faldt på Stensdal Groups flerbrugerejendom i Kongens Lyngby, og her var det ikke kun de indvendige rammer og ejendommens kommende fællesfaciliteter, der var afgørende. Beliggenheden har en stor strategisk værdi. Helsingørmotorvejen og den kommende letbane lige ude foran, er bekvemt, bevares. Men Danmarks Tekniske Universitet er det helt store trækplaster. DTU ligger nemlig placeret lige nede af vejen, og den placering giver G&O Maritime en unik mulighed for at tiltrække de bedste talenter og styrke deres samarbejde med den akademiske verden, og dermed også deres talentudvikling.
“Vi ville være tæt på DTU for at tiltrække den målgruppe, da de er i vores fødekæde.”
God dialog, lydhørhed og hurtigt aftræk
Når det kommer sig til samarbejdet med Stensdal Group og processen før, under, og efter indflytningen i det nye hovedkontor, så er tilbagemeldingen også entydig. En god dialog, og en hurtig og smidig proces med at få lokalerne gjort klar. Anders Egehus uddyber:
“Det var fedt, at der var hurtigt aftræk, og fra vi tog beslutningen, gik der ikke mere end tre måneder til istandsættelsen var færdig, og vi kunne rykke ind 1. maj. Jeg havde egentlig forventet, at den dato nok ville blive udskudt, men det gjorde den ikke, og det var godt arbejde.”
Siden Stensdal Group den 1. marts 2024 overtog ejendommen på Lundtoftegårdsvej 95-97 i Lyngby, har en større ombygning fundet sted for at øge ejendommens attraktivitet. Foruden istandsættelse af flere erhvervslejemål, så arbejdes der også på at udrulle et nyt flerbrugerkoncept, der skal højne trivslen blandt lejernes medarbejdere. Foruden et kosmetisk løft med en ny signaturfarve på facaden og bedre wayfinding, så får ejendommen også et nyt ankomstområde, træningslokale og omklædningsfaciliteter, et bæredygtigt kantinekoncept, og udearealer dedikeret til bedre biodiversitet. Løbende har man i Stensdal Group valgt at inddrage og teste de mange ambitioner for ejendommen af overfor de eksisterende lejere i ejendommen på Lundtoftegårdsvej. Det har givet værdifuld feedback, og er da heller ikke gået ubemærket hen hos Anders Egehus, som afslutter interviewet:
”Det er tydeligt, at dialogen med Stensdal Group har været præget af lydhørhed og fleksibilitet. Man har haft et indtryk af, at vi bliver spurgt og hørt, og bliver taget med på de visioner, der er for ejendommen.”
Mød flere af vores lejere via linket nedenunder, og se hvordan Stensdal Group er #medpårejsen.