
Rødovre Kommune og Stensdal Group sætter biodiversitet på dagsordenen i erhvervsområder
Som led i Rødovre Kommunes igangværende indsats for at styrke biodiversiteten i byens erhvervsområder, blev der den 5. august afholdt et inspirationsmøde på Valhøjs Allé 174-176. Her blev Stensdal Groups udearealer og biodiversitetsindsats fremhævet som et inspirerende eksempel på, hvordan virksomheder og boligselskaber kan bidrage til mere natur i byen.
Et grønt åndehul midt i erhvervskvarteret
Arrangementet samlede virksomheder, boligselskaber, gartnere og driftsfolk til et morgenmøde med inspiration, netværk og konkrete eksempler på virkemidler, der kan fremme biodiversiteten på ens udearealer. Borgmester i Rødovre Kommune, Britt Jensen, bød velkommen og fremhævede i sin tale Stensdal Groups transformation af traditionelle græsarealer til blomstrende, artsrige udeområder som både værende et besøgsmål værdigt og et forbillede for andre virksomheder:
“At denne virksomhed har valgt at omdanne deres før monotone klippede plæneareal til en vidunderlig varieret blomstereng, har ikke bare løftet blikket hos forbipasserende og naboer – det har også skabt bedre vilkår for den lokale biodiversitet,” sagde borgmesteren.
I sin tale understregede borgmesteren, at verden står midt i en biodiversitetskrise, og at der er behov for handling – både lokalt og globalt. Hun opfordrede derfor alle tilstedeværende til at tage del i indsatsen, uanset skala eller ressourcer:
“Hvordan vi hver især løser det, kan variere – det vigtigste er at gøre noget! Et lille vandhul, et grønt tag, en grøn facade, lade græsset gro, lave et kvashegn, plant et træ, drop sprøjtegift og gødning, vælg hjemmehørende arter, pas på de gamle træer, skab en korridor eller bliv artsambassadør – der er mange muligheder, ingen kan gøre alt, men alle kan gøre lidt.”

Efter velkomsten af Borgmester Britt Jensen, kunne vores ESG-ansvarlige, Kenny Louring, bakke op om borgmesterens opfordring til handling. Han gav deltagerne et indblik i indsatsen med det 3.600 m2 grønne åndehul, der er skabt foran ejendommen på Valhøjs Allé 174-176, samt Stensdal Groups målsætninger og øvrige arbejde med at fremme biodiversiteten på samtlige af koncernens udearealer:
” Vi anerkender, at vi står midt i en biodiversitetskrise – men vi ser det samtidig som en mulighed for handling. For os er grønne åndehuller og biodiversitet ikke bare nødvendige skridt – de er også en lavthængende frugt, hvor alle kan være med. Det kræver ikke enorme investeringer at komme i gang, lidt har også ret – og indsatsen kan skabe reel værdi. Både for naturen her og nu og for dem, der bruger områderne til daglig.”

Klar opfordring til handling
Fra både Rødovre Kommune og Stensdal Group var opfordringen til de deltagende klar: ESG-arbejdet og biodiversitetsindsatsen er ikke kun godt for klima og lokalmiljø, men også for forretningen. Men hvis byens biodiversitet skal blomstre, så kræver den en fælles indsats. Der skal nemlig skabes sammenhæng mellem grønne lommer og korridorer på tværs af ejendomme, virksomheder, beboelse og det offentlige rum. Derfor afsluttede borgmester Britt Jensen også sin velkomst med:
“Pas på vor jord, begynd hvor du bor.”
Efter velkomsttalen tog de mere end 40 deltagende fra virksomheder og boligselskaber en rundtur på de blomstrende udearealer med en kaffe og croissant i hånden. Her kunne man samtidig møde Stensdal Groups ejendomsteam som fortalte om detaljerne i planlægning og anlæg, møde medlemmer fra Danmarks Naturfredningsforening, Rødovre Kommunes egne anlægsgartnere, samt tage frøposer, informationsmateriale og viden med hjem efter det inspirationsrige morgenmøde.
Se flere billeder fra morgenmødet med Rødovre Kommune herunder, og få adgang til Stensdal Groups katalog for biodiversitet på Valhøjs Allé 174-176 i Rødovre herunder.