Pressemeddelelse: Stensdal Group indgår købsaftale med Lejerbo Holbæk: Erhverver del af Grønneparken i Holbæk

Det nye samarbejde skal styrke Grønneparken som grøn og attraktiv bydel i Holbæk.

Med købet af tre boligblokke og tilhørende arealer fra den almennyttige boligorganisation Lejerbo Holbæk tager Stensdal Group aktiv del i Grønneparkens fremtid – og i Holbæks byudvikling. Købet omfatter 96 eksisterende lejligheder og udviklingsmulighederne i området og markerer starten på en ny fase, hvor almene boliger, nye boligtyper og fælles byrum skal skabe stærkere sammenhængskraft og liv. En kommende lokalplan skal blandt andet åbne mulighed for at bygge cirka 50 rækkehuse, omdanne en boligblok til friplejehjem og opføre nye taglejligheder. Ambitionen er at bidrage aktivt til Holbæk Kommunes helhedsplan og den lovpligtige udviklingsplan for Grønneparken, som skal reducere andelen af almene familieboliger til 56 procent inden 2030.

Billede: Fra venstre side – Camilla Thestesen (Ejendomsadministrator/Asset Manager), John Haldbæk (Projektudviklingschef og Katrine Ildal Nielsen (Head of Property & Asset Management) i Stensdal Group.

Udvikling uden nedrivning

Salget markerer en vigtig milepæl i arbejdet med at føre Grønneparkens helhedsplan ud i livet.

”Målet har hele tiden været at skabe udvikling uden nedrivning, og salget gør det muligt at åbne området for nye boligformer – og samtidig bevare de kvaliteter, beboerne holder af,” siger Palle Adamsen, direktør for Byggeafdelingen i DAB-Lejerbo.

“Vi er glade for, at Stensdal Group deler Lejerbo Holbæks langsigtede perspektiv og ønsker at investere i Grønneparken som et trygt og levende boligområde. Det giver de bedste forudsætninger for et tæt og godt samarbejde,” tilføjer han.

Sammenhængskraft og udvikling i centrum

Udviklingen tager afsæt i helhedsplanen, som er udarbejdet af Gehl Architects og politisk godkendt i Holbæk Kommune. Projektudviklingschef i Stensdal Group, John Haldbæk, ser store muligheder for at løfte Grønneparken i samspil med ejendomskoncernens boligkoncept Favn, som blev lanceret tidligere i år:

“Vi ser det som både en forpligtelse og en stor mulighed. Grønneparken har haft et hårdt prøvet ry, men rummer et stort potentiale. Vi vil arbejde med boligudvikling på en ny måde og skabe en helhedsorienteret løsning, der både styrker Grønneparken og Holbæk som by. Jeg tror på, at vi med vores koncept og fokus på udvikling kan gøre området til et attraktivt sted at bo og leve.”

Samtidig fortsætter Lejerbo Holbæk udviklingen af den almene del af Grønneparken med nye ungdoms- og ældreboliger samt opgraderede fællesfaciliteter. Udearealer og infrastruktur får også et løft, så området bindes tættere sammen med byen.

“Grønneparken skal udvikles som en grøn og tryg bydel med plads til fællesskaber på tværs af boligformer. Med salget tager vi et vigtigt skridt mod en bæredygtig omdannelse, hvor både beboere og naboer får glæde af udviklingen,” siger Palle Adamsen.

Foto: Gehl Architects. Visualiseringsbillede af Grønneparken Helhedsplan

Fokus på beboerne og en tryg overgang

I overdragelsesfasen arbejder Lejerbo Holbæk og Stensdal Group tæt sammen for at sikre, at beboerne oplever stabil drift og en tryg proces. Den boligsociale indsats, som allerede er stærkt forankret i Grønneparken, videreføres som en del af samarbejdet. Når aftalen træder i kraft, bliver Stensdal Group ny udlejer af de tre boligblokke i Grønneparken. For langt de fleste beboere fortsætter deres lejeaftale på uændrede vilkår, mens en mindre del skal genhuses i forbindelse med den planlagte omdannelse af Blok H til friplejehjem.

“Jeg glæder mig til at sikre en tryg og smidig overtagelse af de eksisterende lejemål. Det er vigtigt, at beboerne mærker en stabil drift, nærværende service og vores tilstedeværelse i hverdagen. Samtidig skal de opleve, at de nye initiativer gør en positiv forskel – til glæde for både dem selv og resten af Holbæk,” siger Katrine Ildal Nielsen, Head of Property & Asset Management i Stensdal Group.

I den første overgangsperiode sker driften i tæt samarbejde med Lejerbo Holbæk for at sikre kontinuitet og en glidende overdragelse. Herefter står Stensdal Group for den daglige drift og videre udvikling af de købte boligblokke og arealer.

Grønneparken som en del af Holbæk

Holbæk Kommunes helhedsplan for Grønneparken bygger på visionen om en grøn bydel, der understøtter tryghed, fællesskab og bæredygtighed – samtidig med, at området bindes bedre sammen med by, havn og natur. Med købet bliver Stensdal Group en aktiv medspiller i realiseringen af kommunens udviklingsplan og bidrager til at reducere andelen af almene familieboliger i Grønneparken. Udviklingen sker i tæt samarbejde mellem Stensdal Group, Lejerbo Holbæk og Holbæk Kommune, med fælles ambition om at skabe en grøn og blandet bydel med stærk sammenhængskraft og liv.

Fakta

Udviklingsplanen omfatter blandt andet en planlagt ombygning af 68 eksisterende lejligheder i Blok H til et friplejehjem på cirka 7.000 m², som dog fortsat afventer lokalplangodkendelse. Derudover skal omkring 50 rækkehuse på cirka 5.000 m² tilføre området variation og en boligtype, der i dag mangler. To af blokkene forventes at kunne udvides med op til 2.000 m² nye taglejligheder, der både giver et arkitektonisk løft og mulighed for en mere mangfoldig beboersammensætning. De 96 eksisterende lejligheder – svarende til cirka 7.200 m² – vil gradvist blive optimeret og forbedret i tråd med Stensdal Groups fokus på miljø og social bæredygtighed.

  • Overtagelsen omfatter tre boligblokke (blok A, B og H) samt arealer på Stengrunden
  • 96 eksisterende lejligheder (ca. 7.200 m²) overgår til Stensdal Group som ny udlejer
  • Planlagt ombygning af 68 lejligheder i Blok H til friplejehjem (ca. 7.000 m², afventer lokalplan)
  • Udviklingsmuligheder: cirka 50 rækkehuse (cirka 5.000 m²), mulighed for op til 2.000 m² nye taglejligheder, samt løbende opgradering af de eksisterende blokke
  • Projektet er en del af Holbæk Kommunes helhedsplan for Grønneparken, godkendt i 2024
  • Den lovpligtige udviklingsplan for Grønneparken har som mål at reducere andelen af almene familieboliger til 56 procent inden 2030.
  • Erhvervelsen af ejendommen er blandt andet betinget af vedtagelse af den igangværende lokalplan for området og forventes således gennemført i anden halvdel af 2026.
Foto: Overblik over de tre blokke i Grønneparken Holbæk, som Stensdal Group har erhvervet fra Lejerbo Holbæk.