Stensdal Group styrker forretningsben og lancerer boligkonceptet Favn

Pressemeddelelse

Stensdal Group lancerer boligkonceptet Favn, som et led i at gøre boligudvikling og -investering til et forretningsben på linje med koncernens erhvervsejendomme. Konceptet rummer lokale bebyggelser med langtidsholdbare boliger og fokus på tryghed og trivsel for beboerne.


Skrevet af Vicki Munk Klarup

Ammendrup Park i Helsinge, som er det første etablerede boligområde i Stensdal Groups nye boligkoncept, Favn.

Vil bygge 2000 boliger på Sjælland

Stensdal Group lancerer som led i deres langsigtede strategi for boligudvikling boligkonceptet Favn. Her fokuserer ejendomskoncernen på at skabe sunde og trygge bebyggelser, der fremmer trivsel og stærke naboskaber. Ambitionen er at udvikle og opføre 150-200 boliger om året på Sjælland.

Favn kommer til at rumme alle koncernens eksisterende og fremtidige boligprojekter, herunder mest aktuelt;

  • Ammendrup Park i Helsinge med 164 boliger og yderligere 36 rækkehuse under opførelse.
  • Lyskær Have i Herlev med 59 lejligheder under opførelse.
  • Hestehaven i Favrholm i Hillerød med ca. 250 lejligheder på i alt ca. 20.000 m².
  • Favrhøj i Favrholm i Hillerød med ca. 450 lejligheder på i alt ca. 35.000 m².

”Vores pipeline af boliger har udviklet sig særdeles positivt og rummer nu i størrelsesordenen 2.000 mulige boligbyggeretter. Samtidig disponerer vi over flere grunde, hvor vi forventer at kunne opføre boliger, blandt andet i Egedal, Holbæk og Greve kommune.” siger CEO Søren Stensdal.

Stærkt koncept med fokus på tryghed og naboskab

Konceptet har været under udvikling gennem længere tid og bygger på et solidt fundament af erfaringsbaseret udvikling fra blandt andet Ammendrup Park.

Den familieejede Stensdal koncern er baseret på stærke værdier og en langsigtet tilgang, hvor der udvikles for at eje og drive i egen portefølje. Dette afspejler sig i Favn som et bærende element, hvor socialt ansvar og egen drift indtænkes fra start i udviklingen og håndteringen af de enkelte boligområder.

Der er fokus på at skabe langtidsholdbare og betalbare boliger, som ikke kun rummer kvalitet i det byggede, men som forsøger at imødekomme beboernes trivsel og behov gennem hele livet.

”I Favn har vi fokus på at skabe stabilitet og tryghed for vores beboere gennem vores servicekoncept, hvor vi drifter alle boliger med egne ejendomsværter og administratorer. Ved at gøre dette, kan vi højne kundeoplevelsen og skabe stærke relationer til vores beboere. Samtidig gør vores fokus på fleksibilitet, at folk har mulighed for at blive boende i området, så længe de vil, fordi vi har boligtyper til alle faser af livet.” siger CEO Søren Stensdal

Tryghed og naboskab er i fokus og understøttes af en række attraktive fællesfaciliteter, som tilpasses behovene i lokalområdet. En app skal understøtte båndet mellem beboerne og til udlejer, og en faciliteret fællesskabsindsats skal styrke naboskabet og hjælpe beboerne til at blive selvorganiserede i deres lokalmiljø og aktiviteter. Som et led i arbejdet med at udvikle denne indsats, har Stensdal Group bl.a. indgået et samarbejde med Home.Earth, Neighborhood Lab og Rambøll Fonden om at udvikle og udgive en guide til selvbærende fællesskaber, hvor bl.a. Ammendrup Park skal bruges som case.

Appen skal samtidig fremme fokus på ansvarligt forbrug ved at agere platform for ressourcedeling naboerne imellem. I den forbindelse har Stensdal Group modtaget støttetilsagn fra Vejdirektoratet om udrulning af en delebilsordning for beboerne i Ammendrup Park, som forventes implementeret i efteråret 2025. Herigennem regner Stensdal Group med at opnå værdifulde erfaringer, som kan udbredes til resten af porteføljen.

I forlængelse af lanceringen har Søren Stensdal medvirket i et interview til Estate Media. Læs den fulde artikel ved at trykke på knappen herunder

For mere information, besøg hjemmesiden www.favnbolig.dk.