
Letbanens største effekt bliver ikke huslejen, men hvem virksomhederne kan ansætte.
Når Letbanen lørdag åbner på hele strækningen fra Lundtofte i til Ishøj, får en af hovedstadsområdets tætteste koncentrationer af arbejdspladser for første gang en tværgående skinneforbindelse. Med flere erhvervsejendomme langs linjen, forventer vi, at den første mærkbare effekt bliver et forbedret rekrutteringspotentiale for virksomhederne i området.
Lørdag den 22. august åbner Hovedstadens Letbane på hele strækningen. Linjen er 28 kilometer lang, har 29 stationer og kører gennem otte kommuner langs Ring 3. Seks steder kan passagererne skifte til S-toget. Turen fra ende til ende tager 58 minutter, og i myldretiden kører der tog hvert femte minut.
Langs den strækning ligger en meget stor del af hovedstadsområdets arbejdspladser. Området har i årtier været bygget op omkring bilen, fordi den kollektive transport i hovedstaden har været indrettet til at køre ind mod centrum og ud igen. En rejse på tværs, for eksempel fra Vallensbæk til Gladsaxe, har enten krævet bil eller en omvej gennem København.
Vi udlejer erhvervsejendomme i netop den korridor, og vores forventning er, at forandringen først vil vise sig i virksomhedernes adgang til medarbejdere. Katrine Ildal Nielsen, vores Porteføljedirektør, siger det sådan her:
“Beliggenhed er også et rekrutteringsargument. Når virksomheder skal vælge lokaler, tænker de på, hvor let deres medarbejdere kan komme på arbejde, og pendling er en af de ting, der får kandidater til at sige nej. Med Letbanen kan langt flere komme til arbejdspladser langs Ring 3 uden bil, og det gør det nemmere at ligge her.”
Området har i forvejen haft en styrke i pris, plads og fleksibilitet sammenlignet med indre København. Tilgængeligheden har været det svage punkt, og det er den, der ændrer sig nu.
Letbanen er et opbrud med den oprindelige byplanlægning
Hovedstadens transportnet har siden Fingerplanen fra 1947 fulgt S-togslinjerne ud fra centrum, og en skinneforbindelse på tværs af dem har været diskuteret i årtier. Derfor ser vi åbningen som mere end ny trafik. Den er også et langsigtet pejlemærke for, hvor vi ejer og udvikler ejendomme. Vores CFO & Head of Investment Analysis, Kaare Stensdal, forklarer:
“Hovedstadens kollektive transport har i årtier været indrettet til at køre ind mod København og ud igen. Derfor er Letbanen kærkommen. Den er et udviklingstiltag, der for første gang binder regionen sammen på tværs, og det opbrud har området omkring Ring 3 haft brug for længe. Infrastruktur er en meget vigtig faktor i forbindelse med ejendomsinvesteringer, og derfor betyder det noget for os, at otte af vores erhvervsejendomme nu ligger inden for kort afstand af en station.”
5 meter til den nærmeste station
Otte af vores erhvervsejendomme ligger inden for 1,6 kilometer af en letbanestation, målt som gangrute. Den nærmeste, Herlev Ringvej 2C, bedre kendt som Herlev Sundhedshus, har blot 5 meter til Herlev Bymidte Station og ligger dermed vitterligt lige ude foran døren. Tilsammen ligger godt 41.000 kvadratmeter erhvervslejemål nu i gå- eller cykelafstand af Letbanen.
Du kan se alle ejendommene, deres nærmeste station og gangafstanden på vores side om Letbanen her.
Fakta om Hovedstadens Letbane
Åbner på hele strækningen lørdag den 22. august 2026. Den sydlige del mellem Ishøj og Rødovre Nord har kørt siden oktober 2025.
- 28 kilometer og 29 stationer fra Lundtofte i nord til Ishøj i syd.
- Kører gennem otte kommuner: Lyngby-Taarbæk, Gladsaxe, Herlev, Rødovre, Glostrup, Brøndby, Vallensbæk, og Ishøj.
- Seks stationer har skift til S-tog.
- 58 minutter fra ende til ende.
- Afgang hvert femte-tiende minut alle ugens dage.
- Cykler kan tages gratis med. Der er plads til op til otte cykler pr. tog, og pladsen deles med barnevogne og kørestole.
Kilde: Hovedstadens Letbane, dinletbane.dk
Læs om nyheden i andre medier
Kenny Louring
Kenny er Head of Communications & ESG hos Stensdal. Med en baggrund inden for PR, branding og ESG samt over 15 års erfaring fra både startups og internationale virksomheder, formidler han komplekse ejendoms- og bæredygtighedsemner på en klar og tilgængelig måde.
Læs mere om Kenny