Stensdal Group køber 7.970 m2 stor ejendom i Lyngby og fortsætter udbygningen af erhvervsporteføljen.

Stensdal Group skyder 2024 i gang med indgåelse af aftale med Tryg Real Estate Invest Denmark A/S om køb af ejendommen Lundtoftegårdsvej 95-97 i Kongens Lyngby. Traditionelt har ejendomskoncernens sigte været rettet mod erhvervsejendomme i Københavns omegn og primært Vestegnen, men med den nyindkøbte ejendom i Lyngby, som overtages 1. marts 2024, så understreger ejendomskoncernen ikke kun sine fortsatte ambitioner om at udbygge ejendomsporteføljen. Det geografiske fokus har udviklet sig og bevæger sig tættere mod København.

Med erhvervelsen af Lundtoftegårdsvej 95-97 kan Stensdal Group tilføje et bygningsareal på i alt 7.970 m2 til sin eksisterende portefølje. Ejendommen er beliggende på en 10.651 m2 grund, og ved overtagelsen vil ejendommen stort set være fri for lejere. CEO, Søren Stensdal glæder sig over købet og udtaler:

”Vi er utroligt glade for at kunne udbygge vores portefølje med denne fine ejendom, der passer helt perfekt til vores koncept, hvor vi sigter efter ejendomme, der lider under tomgang og har behov for opdatering og modernisering, for reelt at være udlejningsbare. Vores force er, at vi har alle funktioner in-house, sammen med et stærkt kapitalberedskab, så vi kan agere hurtigt og sikre sælger en seriøs og effektiv proces. Herudover investerer vi betydeligt i vores ejendomme – også inden vi finder lejerne – så vi altid står med nogen af de mest attraktive arealer i markedet.”

Visualiseringsbillede af Lundtoftegårdsvej 95-97 facade opdatering (Foto: Stensdal Group)

Ejendommens potentiale skal skinne helt igennem

Ejendommen, som kan bryste sig af energimærke A2010, fremstår energirigtigt og med gode bygningsmæssige kvaliteter, og opdateringerne af ejendommen ved overtagelse er derfor begrænset. Ved overtagelse er den planlagte opdatering af ejendommen omfattet til en optimering af ejendommens facade og klimaskærm. Indvendigt skal også opgange og de ledige lejemål moderniseres, og indrettes med open space kontorarealer og glasskillevægge i Stensdal Groups sædvanlige æstetiske og moderne stil. Helt grundlæggende er ejendommen særdeles regulær, og mange eksisterende materialer forventes at leve videre i ejendommen, hvorfor den påkrævede ejendomsopdatering er relativt begrænset for at kunne opfylde markedets behov. I ejendomskoncernen glæder man sig over ejendommens høje energimærkning, da dette går godt i spænd med Stensdal Groups ESG-indsats og store fokus på energirenovering.


Til ejendommens udearealer findes også et forsinkelsesbassin til regnvandsafledninger. Foruden at regnvandsbassinet primære formål er at holde regnvandet tilbage, så har man i Stensdal Group også ambitioner om at kigge ind i muligheden for at anlægge planter og vild natur omkring regnvandsbassinet, som i kombination med et vådområde vil bidrage til bedre betingelser for biodiversiteten i området.

En ejendom og beliggenhed med særlig attraktivitet

Med ejendommens attraktive beliggenhed, så forventer man i Stensdal Group også, at dette vil højne interessen fra kommende lejere og deres medarbejdere. Her er arbejdspladsen nemlig tæt på Helsingørmotorvejen, og dertil kan man som lejer i ejendommen ikke mindst se frem til Hovedstadens Letbane, der fra 2025 vil have en station under 100 meter fra ejendommen.
Lars Vestergaard Olsen, Ejendomsdirektør i Stensdal Group, har varetaget købsprocessen for ejendomskoncernen og glæder sig til at komme i gang med arbejdet:

”Vi kan samlet set tilbyde ca. 5.000 m2 kontor og ca. 2.000 m2 regulært lagerareal på en meget efterspurgt beliggenhed i Lyngby. Vi ser frem til at komme i gang med en spændende proces i forbindelse med både opdateringen af ejendommen og udlejningsarbejdet. Allerede nu er vi i dialog med flere potentielle lejere, og vi forventer stor interesse for lejemålene i ejendommen.”

Sælger har været repræsenteret af CBRE og Bruun & Hjejle, mens Stensdal Group selv har forestået due-diligence og har været bistået af advokat Jens Jacob Dühr fra Ideal Advokater.