Første spadestik taget til Ammendrup Park

17. marts 2021

I løbet af de næste ni måneder skyder første etape af Helsinges nye kvarter, Ammendrup Park, frem i byens sydlige del. Stensdal Group og HusCompagniet er i fuld gang med at forvandle den 200.000 m2 store naturgrund til en attraktiv bydel, og interessen for en bolig i det grønne har indtil nu været ganske overvældende.

Solen stod højt på himlen, og glæden over byggelysten var til at tage og føle på. For siden Stensdal Group overtog det 200.000 m2 store område i 2020 er det gået stærkt. Sidst i 2021 forventes det, at de første flyttebiler og tætpakkede trailere rykker ind med områdets nye beboere, og i løbet af 2022 følger resten efter.

Interessen for en bolig i Helsinges nye, naturskønne kvarter har været enorm. Selvom der er knap 9 måneder til de første rækkehuse tages i brug, er der kun 3 ledige lejeboliger tilbage af første del-etape på 18 huse.

“Vi er meget stolte over den kommende bebyggelse, som vi tror på opfylder et stort ønske i markedet. Det bekræftes i høj grad af den overvældende lejerinteresse, som jeg ikke tror, at jeg har set før”, fortæller Søren Stensdal, CEO i Stendal Group.

Og allerede nu kan interesserede godt glæde sig, for Stensdal Group og HusCompagniet forventer at invitere til Åbent Hus til december. Her kan man ved selvsyn opleve de eftertragtede rækkehuse på 90-112 m2, lade fingrene løbe over murstenene, træde ind i de smukke køkken-alrum med loft til kip, og ikke mindst få en fornemmelse af livet i området, der lige nu vokser frem.

I den resterende del af udstykningen, er der lige så stor interesse for køb af parcelhusgrunde. Med kuperet terræn og grøn udsigt, så langt øjet rækker, forstår man godt at både børnefamilier, unge og seniorer har lyst til at leve livet netop der. Her får man både sikker cykelsti til den mest eftertragtede skole i Helsinge, Bjørnehøjskolen, og samtidig et naturrigt område med kig til Pibe Mølle og Arresø i horisonten.

“I første etape på 28 grunde, er der solgt ikke mindre end 20 allerede, og derfor åbner vi i dag for salget af næste etape på 33 grunde til priser fra DKK 1.150.000 – 1.550.000 inkl. moms og tilslutningsafgifter. Byggeriet af de første parcelhuse starter om en måned, og det betyder, at man som lokal over den næste tid virkelig kan se, at der sker noget i området”, fortæller Søren Ravn, direktør B2B i HusCompagniet.

Blandt de nye beboere er der, udover lokale, særligt mange københavnske familier, som har fået øjnene op for den særlige beliggenhed i Helsinge. Og når de første beboere rykker ind, får de selskab af masser af bevingede naboer. For i de grønne omgivelser er der gjort plads til insekter og sommerfugle, der får masser af plads til vilde habitater og ynglesteder. Initiativet er en følge af Stensdal Groups sommerfuglepartnerskab med Danmarks Naturfredningsforening, og gør boligerne i det nye kvarter til en i alle henseender helstøbt, grøn oplevelse.

OM AMMENDRUP PARK

Der opføres i alt 142 étplansrækkehuse til udlejning og 96 parcelhusgrunde i samarbejde med HusCompagniet.

For Stensdal Group har det fra starten været målet at skabe et moderne og attraktivt kvarter med plads til forskellige boligtyper. Placeringen kan ikke drømmes smukkere; et kuperet istidslandskab med fredede diger og udsigt over landskabet så langt øjet rækker. Samtidig er Helsinge by lige om hjørnet og ikke mindst hele det nordsjællandske opland – med nationalpark, kulturhistoriske attraktioner og museer i verdensklasse og blot 15 minutters kørsel til de skønne badebyer langs den nordsjællandske kyst.