I mere end 40 år har Dansign hjulpet virksomheder med deres ansigt udadtil. Nu sætter skilte- og brandingvirksomheden ord på, hvordan de sætter deres egne rammer.
Så snart man træder ind ad døren hos Dansign i Rødovre, opstår der en følelse af, at det hele går op i en højere enhed. Ordet ”DEDIKATION” står skrevet i versaler på indgangsvæggen og guider en videre ind i branding- og skiltevirksomhedens lokaler. Men det er loungeområdets plyssede sofasæt og neoninspirerede skiltning monteret på et lyst egetræs akustikpanel, som for alvor byder en velkommen. “SIGNAGE, BRANDING, WAYFINDING” er, hvad de lysende bogstaver fortæller. Et budskab som formidler, at skiltning handler om så meget mere end ’bare’ skiltning.
Velovervejet legende indretning
For CEO Mikael Mielke er det vigtigt, at indretningen kan afspejle den professionelle og kreative profil, som Dansign har udadtil, men den skal også kunne mere end bare det – “Vi vil give folk en overraskelse, når de kommer ind i bygningen. Det handler om at kunne inspirere vores kunder, men på samme tid også give vores medarbejdere et ordentligt arbejdsmiljø med plads til frirum og åndehuller.“
Men hvordan indretter man med øje for inspiration, komfort og praktik? For Mikael Mielke har det til dels handlet om at lege sig frem. Det er bl.a. tilfældet med kontor og mødelokalernes seneste tilføjelse, nemlig de inspirerende citater fra store personer gennem historien, hvis værdier stemmer overens med virksomhedens. At CEO’en kunne matche citatet på sit kontor med et par Picasso-inspirerede puder fik blot synergien til at gå op i en højere enhed.
Virksomheden er dog ikke helt i mål med sit seneste indretningsprojekt, og det er heller ikke en let opgave. Der er nemlig mange tandhjul, som skal passe sammen, når kontor og produktionsareal skal fungere gnidningsfrit sammen og fremstå som en naturlig forlængelse af hinanden, også visuelt. Næste skridt er bl.a. at indrette et loungeområde i produktionshallen og et showroom i det store lokale, som er bindeled mellem kontor og produktion.
Stadig i rygende udvikling
Det er kun lidt over to år siden, at Dansign flyttede ind i Stensdal Groups markante flerbrugerejendom på Valhøjs Allé i Rødovre, og på den tid er der allerede sket meget for den over 40 år gamle virksomhed. “Man kan jo vokse på mange forskellige måder, som virksomhed. I løbet af de sidste to år er vi vokset noget i størrelse, men vi er virkelig også vokset i nogle af de typer opgaver, vi løser“, fortæller Mikael Mielke.
Som en virksomhed i rygende udvikling var det vigtigt for Dansign i sin tid, at deres nye hjem bød på muligheder for udvidelse og fleksibilitet. Det har de fået indfriet på Valhøjs Allé, fortæller Mikael Mielke, som også er glad for, at deres specifikke behov for kombineret kontor og produktionshal kunne blive mødt i en ejendom i Storkøbenhavn. Netop den fleksibilitet de engang søgte er, hvad de nu giver videre til deres medarbejdere, og de mindre virksomheder, som lejer sig ind på Dansign ubenyttede areal, fortæller CEO’en – ”For os er det vigtigt faktisk at skabe nogle rammer, hvor folk kommer hinanden ved og synes, det er hyggeligt og rart at være i. Der skal være mulighed for sparring og fordybelse i forskellige omgivelser.”
Mød flere af vores lejere via linket nedenunder: